På Youtube finder du kanalen 'Byggeteknisk viden', som er udgivet af Grundejernes Investeringsfond (GI). Her finder du videoer om alt fra droneinspektion af altaner, bæredygtig renovering af lejligheder, nabostøj til test af dampspærre, husordner og kemi i indeklimaet.
BFA Bygge og Anlæg har i april 2023 udgivet en Branchevejledning om arbejde på tage, som beskriver, hvordan I kan arbejde sikkert på tage. Vejledningen indeholder mange tegninger af konkrete løsninger og tekniske hjælpemidler
På hjemmesiden Mur-tag.dk, som Teknologisk Institut står bag, finder du alt, du skal vide, om murværk og tage. Siden indeholder både links til forskellige producenter og viden om materialer, projektering, udførelse, konstruktionsdetaljer og normer. Du finder også en lang række pjecer om alt fra fx tegl, forbandter og fugtspærrer til erhvervsbyggeri, skoler og det murede hus.
Samme sted finder du også Murmålstjekkeren, som er en ny funktion til Revit (2020-2023), der giver brugeren mulighed for at undersøge og projektere de murede vægges mål og deres vindues- og døråbninger samt afslutning, ift. om de overholder standard murmål.
Hos Byggeskadefonden finder du viden med billeder og video af skader i murværk. Se fx afsnittet 'Murbindere'.
Hos SKIK Arkitekter finder du 'SKIK på murmål', som er en lille Windows-applikation, der kan hjælpe dig med at sikre, at dine vægge, vinduer og døre er afsat på murmål. Hent den seneste version af det gratis program, som ikke kræver nogle installationer, på Skikarkitekter.dk.
På Stående Byggepanels hjemmeside finder du en række 'emnedagbøger', som omhandler alt fra brandrisiko på tage og facader med solcellepaneler og kollaps af betonaltaner til brandegenskaber for lette vådrumsplader og genbrug af gamle mursten.
Kurser om byggeteknik
KF udbyder jævnligt kurser og webinarer om byggeteknik. Hold øje med vores arrangementskalender for at se det aktuelle udbud:
Konstruktørforeningen udgiver et medlemsblad, som skriver om interessante byggeprojekter, udvikling inden for byggeriet og meget andet, der er relevant for både erfarne konstruktører og for dig, der er i gang med din uddannelse. Her kan du også finde inspiration til emner og arbejdsområder, du vil beskæftige dig med.