Gå til sidens indhold

Større viden om arkitektur, materialer og bæredygtighed

Bygningskonstruktør Jakob Schou Krogstrup valgte cand.tech.arch.-uddannelsen, fordi han savnede flere kompetencer inden for arkitektur, materialer og bæredygtighed. I sit afgangsprojekt sætter han fokus på genanvendelsesmuligheder i asbestaffald. I dag arbejder han på en tegnestue som projekterende med ansvar for projektledelse, bygherrerådgivning og bæredygtighedsstrategi.

Jakob Krogstrup Lav FOTO Privat 16 9
Som cand.tech. arch.’er har Jakob Schou Krogstrup bl.a. fået ”en masse viden om byggematerialer, teknikker og teknologier”, som bidrager til, at han kan ”skabe en mere ærlig og holdbar arkitektur, hvor materiales egenskaber optimeres og anvendes mere miljøbevidst”. Foto: Tegnestuen Mejeriet

1. Hvorfor valgte du at tage Arkitekturens Teknologi (cand.tech.arch.)?
Jeg valgte at starte på Arkitekturens Teknologi, da jeg søgte nogle flere kompetencer inden for arkitektur, materialer og bæredygtighed. Jeg arbejdede inden, og gør fortsat også efter, på en arkitekttegnestue, så jeg forventede at kunne skabe nogle bedre projekter, løsninger og resultater med den nye viden. Dertil forventede jeg også at kunne lære mere om bæredygtighed, og hvordan dette begreb skulle danne grundlag for vores fremtidige arkitektur og materialevalg.

2. Hvilke nye kompetencer/læring har du især fået af at gå på uddannelsen?
Den største læring for mig er en helt ny måde at anvende og tænke materialer og materialesammensætninger på, i en kombination af gammel byggeskik og nye teknologier. Særligt begreberne ’ærlig og resistent arkitektur’ har hængt ved og var en stor del af mine projekter under uddannelsen. Her arbejdede jeg bl.a. med at optimere og udnytte materialers egenskaber og anvende dem på måder, hvorpå de gav mest mulig værdi eller udbytte i byggeriet. Samtidig hermed havde jeg også fokus på at skabe en holdbar arkitektur af genanvendelige og regenerative materialer.

3. Hvad går dit afgangsprojekt ud på?
Mit afgangsprojekt har titlen ’Asbesthusets genanvendelsespotentiale’, og omhandler genanvendelsesmuligheder i asbestaffald, hvor jeg har særligt fokus på cementbundet asbest, som eternit og fibercement. Jeg valgte emnet, da enorme mænger asbestafflad nedgraves årligt i de danske deponeringsanlæg på trods af et sikkert og dokumentet genanvendelsespotentiale i udlandet. Projektet resulterede i en kortlægning af mulighederne for at nedbryde asbestfibre og genanvende det cementholdige restmateriale fra eternit i nye byggematerialer. Her havde jeg særligt fokus på at forbedre biobaserede materialers brandmodstandsevne og reducere cementmateriales CO2-aftryk med genanvendt asbestaffald.

4. Hvad arbejder du med nu – og hvilke kompetencer fra uddannelsen bruger du?
På nuværende tidspunkt arbejder jeg lidt i en hybridstilling som projekterende med ansvar inden for projektledelse, bygherrerådgivning og tegnestuens bæredygtighedsstrategi. Fra uddannelsen har jeg fået et masse viden omkring byggematerialer, teknikker og teknologier, men også om hvilke fordele og ulemper det kan medbringe at anvende dem. Jeg mener derfor, at mine nye kompetencer hjælper med at skabe en mere ærlig og holdbar arkitektur, hvor materiales egenskaber optimeres og anvendes mere miljøbevidst.

5. Har du et godt råd til bygningskonstruktører, der overvejer at tage cand.tech.arch.-uddannelsen?
Hvis man har lysten til at lære og udforske, vil jeg helt sikkert anbefale, at man tager uddannelsen. Det kræver dog meget tid og disciplin at få det optimale ud af uddannelsen, da der er meget selvstudie. Vi havde dog nogle rigtig dygtige og kompetente vejledere tilknyttet, som hjalp og guidede os igennem projekterne. Det gav os også mulighed for at nørde ned i materialerne og arkitekturen og undersøge og forske i alverdens muligheder og egenskaber, hvilket var noget af det allermest spændende ved uddannelsen, og som der ofte ikke er tid til ude i erhvervslivet.

  • Beskrivelse af Jakobs cand.tech.arch.-afgangsprojekt

    Titel:
    Asbesthusets genanvendelsespotentiale – Fra deponi til ressource i fremtidens byggematerialer

    FN’s 17 Verdensmål:

    • 3: Sundhed og trivsel
    • 9: Industri, innovation og infrastruktur
    • 12: Ansvarligt forbrug og produktion
    • 13: Klimaindsats
    • 15: Livet på land

    Projektbeskrivelse:
    Projektet kortlægger en byggeskik med asbestholdige byggematerialer, der i dag bortskaffes som deponi, frem for at blive genanvendt. Der undersøges derfor metoder til nedbrygning af asbestfibre, særligt cementbundet asbestaffald som eternit, da det har et stort cementindhold. Dette betyder at det nedbrudte asbestaffald kan genanvendes som cementerstatning, uden at være mere sundhedsfarligt end almindeligt Portland cement. Det kan lade sig gøre fordi asbestfibrene nedbrydes ved høje temperaturer eller friktioner, som frigiver kemisk bundet vand i fibrene, som derved ødelægges og ikke er farlige længere. Den samme dehydrering sker i cementen, som derfor kan genaktiveres og hærde op, og genanvendes på ny. Som følge af dette, fokuserer projektet på at genanvende asbestaffaldet som et supplement til biobaserede byggerier, hvor cementens egenskaber bl.a. anvendes styrkegiverende og brandhæmmende, samt som resistent og holdbart regnskærm med lavt CO2-aftryk og ressourceforbrug.

  • Hvorfor er du medlem af Konstruktørforeningen?

    Jakob Schou Krogstrup:

    "Jeg er medlem, da KF virker som en kompetent fagforening med god rådgivning og sikkerhed og med interessante webinarer, som løbende afholdes for medlemmerne."

    "Jeg er fx blevet hjulpet med kontakter og lønniveauer et par gange. Men KF har også hjulpet, da min daværende arbejdsgiver gik konkurs, og KF straks og gratis lånte mig min løn, inden Lønmodtagernes Garantifond havde nået at behandle sagen."

BLÅ BOG

Jakob Schou Krogstrup, 28 år. Uddannet tømrer i 2015, bygningskonstruktør på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense i 2019 og cand.tech.arch. i 2023. Har bl.a. arbejdet i arkitektfirmaet Charlotte Folke og Casa Arkitekter og har siden 2020 arbejdet på Tegnestuen Mejeriet.

Læs og forbind dig med Jakob S. Krogstrup på LinkedIn.

Mere viden om cand.tech.arch.

Kandidatuddannelsen Arkitekturens Teknologi

Kandidatuddannelsen Arkitekturens Teknologi på Det Kongelige Akademi henvender sig til bygningskonstruktører.

Uddannelsen er forsknings- og praksisbaseret og giver de studerende kompetencer til at sætte deres faglige viden i spil tidligt i byggeprocessen og sikre en enhed af byggeteknik, konstruktion og arkitektur, som går op i en højere enhed med arkitektonisk kvalitet og bæredygtighed.

Her kan du her se den første årgangs afgangsprojekter.

Uddannelsen optager 25 studerende pr. årgang, og der er frist for tilmelding den 1. marts.

Læs mere på Kglakademi.dk

Artikler og portrætter om cand.tech.arch.

Se portrætter af og nyheder om konstruktører, der har taget cand.tech.arch.-uddannelsen: