Talentfabrik udvikler unge byg-talenter
Den nyuddannede bygningskonstruktør David Haupt Rasmussen har stiftet konsulentvirksomheden Archi Brains, som tilbyder ydelser fra talentfulde konstruktør- og ingeniørstuderende inden for byggebranchen.
”Archi Brains har specialiseret sig i at fremme og udvikle unge byg-talenter, hvis drøm og ambition er at afprøve deres byggetekniske viden og digitale færdigheder med konkrete og praktiske opgaver.”
Det siger stifter David Haupt Rasmussen, der startede firmaet sammen med en partner, samtidig med at han blev uddannet som bygningskonstruktør i starten af 2017.
Om baggrunden for sit firma siger David Haupt Rasmussen:
”Jeg er oprindeligt uddannet finansassistent og har arbejdet i BRFkredit, hvor jeg tilegnede mig viden og erfaring ved at veksle mellem teori og praksis, hvilket jeg ikke syntes, der var nok af på konstruktøruddannelsen. Dertil kommer, at der på uddannelsen er mange studerende, der er yderst dygtige til BIM (building information modeling, red.) og andre digitale værktøjer, men som generelt ikke bliver udfordret nok i deres sædvanlige studiejob.”
”Ud over at der er behov for mere studierelevant arbejde, som udfordrer byg-talenterne, kan de studerende i særlig grad bidrage med digitale kompetencer, som byggebranchen i stigende omfang efterspørger.”
Iværksætterpraktik lagde fundament for Archi Brains
Behovet for endnu mere praksis for de studerende inspirerede David Haupt Rasmussen til at etablere Archi Brains, som han udviklede i sin praktikperiode under uddannelsen til bygningskonstruktør, hvor han valgte praktikformen ’iværksætterpraktik’.
”Jeg har de sidste 12 år beskæftiget mig med iværksætteri – fra et kaffekoncept og reklamevirksomhed til rådgivning af gør-det-selv-folk. Så det var en unik chance, at jeg som far til to børn havde mulighed for at udvikle min forretningside i praktikken for derefter at kunne kickstarte firmaet, så snart jeg var færdiguddannet.”
Fast timepris på 350 kr.
Archi Brains tilbyder ydelser som bl.a. digital projektering, budget- og tidsplanlægning, byggestyring og fagtilsyn. Virksomhederne kan købe konsulentydelser til en fast timepris på 350 kr. eller en individuel fastsat projektpris.
Selve timelønnen for de studerende ligger ”i den højere ende”, uden at David Haupt Rasmussen vil oplyse det konkrete beløb.
En del af indtægten fra virksomhederne går til at styrke talenternes kompetencer ved hjælp af kurser og workshops.
Læs hele artiklen om Archi Brains i Konstruktøren nr. 5 2017