Gå til sidens indhold

Vil fremme bæredygtighed i det offentlige

Bygningskonstruktør Armina Avdic har valgt at tage cand.tech.arch.-uddannelsen for at fremme mulighederne for bæredygtighedsprojekter i den offentlige sektor. I sit afgangsprojekt påviser hun, at klimamålsætninger ofte modarbejdes, fordi man favoriserer nedrivning og genopbygning frem for renovering. Gennem sit job i en kommune forsøger hun at styrke bæredygtighed via valg af materialer og konstruktionsprincipper.

Armina Avdic 16 9 Lav
På cand.tech.arch.-uddannelsen udviklede Armina Avdic ”en bred vifte af kompetencer inden for bæredygtige byggemetoder og styrkede sine kreative og kritiske evner vedrørende byggeri i Danmark og vores indsats for cirkulær omstilling”. Foto: Privat

1. Hvorfor valgte du at tage Arkitekturens Teknologi (cand.tech.arch.)?
Jeg arbejdede med vedligeholdelse af bygninger i en kommune, og det blev klart for mig, at der var uoverensstemmelser mellem lokalplaner, bygningsreglementet og arbejdspraksis. Det fik mig til at overveje, hvordan man kunne implementere mere cirkularitet i offentlige udbud og argumentere imod de økonomiske begrænsninger. Derfor valgte jeg at tage cand.tech.arch.-uddannelsen for dermed at få bedre værktøjer til at fremme mulighederne for bæredygtighedsprojekter i den offentlige sektor.

2. Hvilke nye kompetencer/læring har du især fået af at gå på uddannelsen?
Gennem studiet fik jeg et dybere indblik i manglende implementering af bæredygtighed i vores reglementer. Jeg udviklede en bred vifte af kompetencer inden for bæredygtige byggemetoder og styrkede mine kreative og kritiske evner vedrørende byggeri i Danmark og vores indsats for cirkulær omstilling.

3. Hvad går dit afgangsprojekt ud på?
Mit afgangsprojekt fokuserer på, hvordan visse dele af klimaplanlægningen arbejder imod sine egne mål ved at favorisere nedrivning og genopbygning frem for renovering. Projektet gennemgår en analyse af specifikke lokalplaner i bl.a. Københavns Kommune, der inkorporerer materialer med høje CO2-udslip.

I mit projekt rejser jeg spørgsmål om Planlovens vedtægter og deres aktualitet i forhold til bæredygtighed og imødekommelse af disse udfordringer og søger at argumentere for, at alle bygninger, uanset deres nuværende tilstand, bør bevares af hensyn til klimaet.

Projektet retter også kritik mod det offentlige system inden for byggeri og drøfter potentielle indikatorer, herunder forslaget om at positionere klimabeskyttelse som en national interesse på lige fod med bl.a. erhvervsudvikling.

4. Hvad arbejder du med nu – og hvilke kompetencer bruger du fra uddannelsen?
I min nuværende rolle arbejder jeg med anlægsprojekter og vedligeholdelse af kommunale bygninger. Jeg forsøger at implementere bæredygtige alternativer ved valg af materialer og konstruktionsprincipper og samarbejder med mit team om at indføre en generel bæredygtig dagsorden for alle vores projekter.

5. Har du et godt råd til bygningskonstruktører, der overvejer at tage cand.tech.arch.-uddannelsen?
Hvis du er åbensindet, interesseret i grøn omstilling, vil udfordre branchen og dig selv, bør du ikke tøve med at komme i gang med uddannelsen. Den er sammensat af et stærkt fagligt hold fra Det Kongelige Akademi.

  • Hvorfor er du medlem af Konstruktørforeningen?

    Armina Avdic:

    ”Jeg valgte KF som min fagforening, da jeg primært arbejder med konstruktøropgaver, og så har jeg fået en kompetent rådgivning i forbindelse med min ansættelse – bl.a. fordi KF kunne give mig klare indikationer på min markedsværdi.”

BLÅ BOG

Armina Avdic, 29 år. Uddannet bygningskonstruktør på VIA University College i 2019 og cand.tech.arch. i 2023. Har siden 2023 arbejdet i Greve Kommune og før det bl.a. i Skanderborg Kommune.

Download Arminas cand.tech.arch.-afgangsprojekt.

Læs om og forbind dig med Armina Avdic på LinkedIn.

MERE VIDEN OM CAND.TECH.ARCH.

Kandidatuddannelsen Arkitekturens Teknologi

Kandidatuddannelsen Arkitekturens Teknologi på Det Kongelige Akademi henvender sig til bygningskonstruktører.

Uddannelsen er forsknings- og praksisbaseret og giver de studerende kompetencer til at sætte deres faglige viden i spil tidligt i byggeprocessen og sikre en enhed af byggeteknik, konstruktion og arkitektur, som går op i en højere enhed med arkitektonisk kvalitet og bæredygtighed.

Du kan her se den første årgangs afgangsprojekter.

Uddannelsen optager 25 studerende pr. årgang, og der er frist for tilmelding den 1. marts.

Læs mere på Kglakademi.dk

Artikler og portrætter om cand.tech.arch.

Se portrætter af og nyheder om konstruktører, der har taget cand.tech.arch.-uddannelsen: