Søg KF om et sponsorat
Konstruktørforeningen yder sponsorater til forskellige aktiviteter for studerende som fx studieture og arrangementer.
Konstruktørforeningen (KF) uddeler jævnligt sponsorater til studieture og arrangementer. Her får du overblikket over, hvad du kan søge støtte til, og hvad der skal stå i den ansøgning, du sender til KF på KF@kf.dk.
Uanset hvilken type arrangement du søger støtte til, skal ansøgningen indeholde en række generelle oplysninger om:
- Hvad arrangementet går ud på
- Tid og sted for arrangementet
- Hvor mange studerende der forventes at deltage i arrangementet
- Et budget.
Når arrangementet afholdes, skal det tydeligt fremgå, hvilken støtte KF har ydet til arrangementet. Du vil derfor få tilsendt materialer fra KF, som du kan blive bedt om at dele ud eller hænge op for at skabe synlighed om KF’s involvering i arrangementet.
Herunder kan du se, hvilke særlige oplysninger du yderligere skal give, alt efter om du søger sponsorat til en studietur eller sociale arrangementer.
-
Søg sponsorat til studietur
KF giver tilskud til en studietur på 75 kr. pr. KF-medlem pr. dag i højst 5 dage. Et sådant tilskud kan kun ydes én gang i løbet af hele studieforløbet.
For at opnå sponsoratet skal KF modtage en ansøgning på KF@kf.dk, der både indeholder de generelle oplysninger, nævnt ovenfor (hvad arrangementet går ud på, tid og sted, antal studerende, et budget), samt følgende information:
- Deltagerliste med navn og medlemsnummer (eller fødselsdag) på alle deltagere, der søger
- Uddannelsessted og -by samt klasse/hold
- Oplysning om studieturens rejsemål og varighed
- En skriftlig, underskrevet bekræftelse af studieturen fra uddannelsesstedets ledelse eller studieadministrationen (af hensyn til revisor)
- Fuldt navn og kontonummer på den økonomiansvarlige.
KF vil sætte stor pris på, at du lægger billeder og beskrivelser fra studieturen på sociale medier som fx Facebook og 'tagger' Konstruktørforeningen, så andre også kan se billederne.
-
Søg sponsorat til arrangementer
KF yder også støtte til forskellige både små og større arrangementer på bygningskonstruktøruddannelsen, som enten uddannelsesinstitutionen eller de studerende har arrangeret. Det er et krav, at der er tale om et arrangement for en bred skare af bygningskonstruktørstuderende og ikke for enkeltpersoner. Det kan fx være tilskud til De Studerendes Råd, Konstruktørstuderendes Fælles Råds generalforsamling, en særlig oplægsholder, rusturen, et byggepladsbesøg eller et socialt arrangement.
For at få støtte skal du ud over de generelle oplysninger, nævnt ovenfor (hvad arrangementet går ud på, tid og sted, antal studerende, et budget), på mail til KF@kf.dk også aflevere en beskrivelse af:
- Hvilket socialt arrangement I søger støtte til
- Hvad formålet er med arrangementet
- Hvad I forventer at få ud af oplevelsen fx studiemæssigt, socialt og fagligt
- Hvilke perspektiver I eventuelt kan se med arrangementet
- Fuldt navn og kontonummer på den økonomiansvarlige
- Adressen på den person, der tager imod de materialer, som KF vil sende til jer.
Til gengæld vil vi bede om, at I:- Tydeligt synliggør, hvilken del af arrangementet der er sponseret og muliggjort af KF
- Omdeler/ophænger tilsendte KF-materialer: Fx logo-streamers, pjecer, bolsjer, kuglepenne osv.
- Tager fotos – gerne i høj opløsning – under selve arrangementet, så jeres konstruktørkolleger i KF’s medier kan se, hvad KF har støttet. Sammen med billederne skal I også sende en kort beskrivelse af arrangementet.
Søg om økonomisk støtte
Når du søger et sponsorat, sender du en mail til KF med alle de relevante oplysninger.
Søg sponsorat