Ferie
Uanset om du er ansat eller ledig, har du ret til at holde fem ugers ferie om året. Hvordan du finansierer din ferie, er dog en anden sag. Den 1. september 2020 trådte en ny ferielov i kraft, hvor du bl.a. får ret til at holde din ferie, i takt med at du optjener den.
Som lønmodtager har du ret til at holde fem ugers ferie årligt, men du har kun pligt til at holde den ferie, hvor du har ret til løn eller feriegodtgørelse.
De fem ferieuger (25 feriedage) er delt op i en hovedferie og restferie. Hovedferien består af tre uger, som du har ret til at holde i sammenhæng. Restferien er de resterende to uger, som du har ret til at holde en uge ad gangen. Flere arbejdsgivere accepterer dog, at medarbejderne bider ugerne over og tager et par dage hist og her, men det skal du aftale med din arbejdsgiver.
Holder du ferie, mens du er ledig, skal du bruge feriedagpenge eller feriepenge fra tidligere arbejdsgivere. Du optjener ret til feriedagpenge, hvis du får barselsdagpenge eller dagpenge fra a-kassen. Fra 1. januar 2017 har du ikke længere kunnet optjene ret til feriedagpenge, når du modtager sygedagpenge.
Ny ferielov i 2020
Den 1. september 2020 trådte en ny ferielov i kraft, hvor du stadig vil optjene 25 feriedage om året, men som det nye får ret til afholde din ferie, i takt med at du optjener den.
Det vigtigste i den nye lov er:
- Ferieåret går fra 1. september til 31. august.
- Du har 16 måneder til at holde den optjente ferie – fra 1. september til 31. december året efter (i den gamle lov var det 12 måneder).
- Du kan holde din ferie, samtidig med at du optjener den.
Læs mere herunder.