Gå til sidens indhold

Sådan forhandler du løn som nyuddannet

Her er 7 råd, der gør dig klar til at forhandle en god løn som nyuddannet. Jo mere du forbereder dig, jo større chance har du for et godt resultat.

Når du bliver tilbudt dit første job, skal du forhandle løn med din kommende arbejdsgiver. Mange nyuddannede forbereder sig ikke, men forventer, at arbejdsgiveren sikkert giver dem en fair løn. Det kan være en stor fejl. Er du forberedt, er chancerne for at få en tilfredsstillende løn større og ikke en løn, som du vil ærgre dig over bagefter.

Her får du syv tips til en god lønforhandling. Du kan åbne dem alle syv og læse mere under hvert enkelt punkt.

  • 1. Acceptér, det er et spil

    Husk der er tale om en lønforhandling – og ikke et løndiktat. Du skal turde spille spillet og ikke bare acceptere et ’nej’. Der skal forhandles. Arbejdsgiveren skal have din løn længst muligt ned, og du skal have den længst muligt op. Det gælder om at have is i maven og holde fast.

  • 2. Vær parat på lønsnakken

    Lad det ikke komme som en overraskelse, når emnet bliver drejet ind på løn. Allerede i den første jobsamtale kan arbejdsgiveren spørge ind til, hvor du ligger henne lønmæssigt, men oftest kommer spørgsmålet først, efter at arbejdsgiveren har bestemt sig for, at det er dig, de vil have.

  • 3. Få styr på dit lønniveau

    Det første, du skal gøre, er at finde dit lønniveau, så du ved, hvad dit lønudspil skal være.

    Brug noget tid på at:

    Læs guiden ’Bestem dit lønkrav som nyuddannet’.

  • 4. Kom først med et åbent udspil

    Vær den, der sætter niveauet i lønsamtalen ved at melde ud først. På den måde bliver det arbejdsgiveren, der skal forhandle dig ned, fremfor at det er dig, som skal hive lønnen op. Præsenter et lønudspil, der både er overbevisende og ambitiøst, samtidig med at du skal kunne argumentere for, hvorfor du bør få netop denne løn. Kom med et åbent udspil – fx at du regner med en løn, som ligger pænt over 35.000 kr. Hvad dit konkrete udspil skal være, afhænger meget af, hvilken branche det er, og hvilket job og ansvar der er tale om. Kontakt KF for evt. sparring.

  • 5. Hav 3 tal parat

    Du bør have 3 tal i hovedet under forhandlingen som dine pejlemærker:

    1. Det optimistiske bud: Det, du vil blive lykkelig for
    2. Det realistiske bud: Det, du vil blive tilfreds med
    3. Det uacceptable bud: Det, du vil blive utilfreds med


    Det optimistiske bud
    er det tal, som du kan sige højt, mens du ser dig selv i spejlet uden at tabe grimassen. Beløbet ligger i den høje ende af, hvad KF’s lønstatistik viser for startlønninger – sikkert et par tusinde over. Det giver dig mulighed for at forhandle.

    Det realistiske bud er det bud, som du forventer, I vil ende med baseret på din research om stillingen, virksomheden og din markedsværdi.

    Det uacceptable bud er din smertegrænse. Ligger buddet under dit smertegrænse-beløb, skal du stærkt overveje, om du overhovedet er interesseret i jobbet. Der skal i hvert fald store frynsegoder til. Det er vigtigt, at du har gjort dig klart, hvornår du siger fra, så du ikke bliver forhandlet hen et sted, hvor du ikke vil ende.

  • 6. Udvælg højst 3 argumenter

    Brug ikke for mange argumenter, når du forhandler. Hvis du skyder løs med alverdens argumenter, kan du risikere, at din modpart griber det svageste og bruger det til at forhandle dig ned. Vælg 2-3 stærke argumenter, som understøtter dit udspil, og gentag dem. Oplever du, at de ikke bliver hørt, så konkretiser dem med eksempler, der gør det let for arbejdsgiveren at se, hvordan du kan hjælpe arbejdspladsen i stillingen.

  • 7. Forbered alternativer

    Løn er ikke kun, hvad der triller ind på lønkontoen. Bliv ikke fortabt, hvis ikke du får det, du kom efter. Der er masser af andet, som du kan forhandle om. Forbered alternativer til løn, når du skal forhandle – fx fuld løn under ferie, hjemmearbejdsplads, efteruddannelse, fri mobil, frit internet, firmabil, evt. mere frihed. Kun din fantasi sætter grænser for, hvad der kan være et forhandlingsgode for dig.

GUIDE

Bestem dit lønkrav som nyuddannet

Ved hjælp af 6 spørgsmål kan du spore dig ind på lønniveauet i dit første bygningskonstruktørjob.

Bestem dit lønkrav som nyuddannet
LØNFORHANDLING

Få mere i løn

Kom på kursus i lønforhandling og få en masse gode indspark til en succesfuld forhandling. Kurserne afholdes løbende.

KF's kalender
Download

KF's lønstatistik

Forud for en lønforhandling er det altid godt at orientere sig om niveauet. Det kan du gøre i KF's lønstatistik.

Lønstatistik