Gå til sidens indhold

OK25: Tidslinje og udvikling

Under OK25 forhandles arkitektoverenskomsten og overenskomsten for den almene boligsektor. På siden her kan du følge med i udviklingen i forhandlingerne.

Udvikling

Opdateres løbende.
Senest opdateret den 10. april 2025

9. april 2025: Konstruktørerne siger 'ja' til den nye overenskomst
90 % har stemt 'ja' til den nye overenskomst på arkitektområdet, som dermed træder i kraft pr. 1. marts 2025 

3. april 2025: Afstemningen er slut – resultatet kommer den 9. april
Afstemningen blandt konstruktører på arkitektoverenskomsten er nu afsluttet. Det endelige resultat forventes offentliggjort den 9. april.
Det skyldes, at der er aftalt såkaldt sammenkædning mellem flere overenskomstaftaler. Sammenkædning betyder, at stemmerne fra alle de omfattede forbund og overenskomster bliver lagt sammen, og at resultatet bliver et samlet 'ja' eller 'nej' til alle aftalerne.

25. marts 2025: Arkitektoverenskomsten er sendt til afstemning 
Overenskomstaftalen, der er underskrevet af KF og DI, er nu til afstemning blandt medlemmer, der er ansat på arkitektoverenskomsten. Afstemningen løber fra den 25. marts kl. 07.00 til og den 3. april kl. 12.00.

28. februar 2025: Aftalen er underskrevet
Konstruktørforeningen og Dansk Industri har underskrevet en ny overenskomstaftale, som medlemmerne skal stemme om.

19. februar 2025: KF udsender første konfliktvarsel på arkitektområdet
I forbindelse med forhandlingerne af OK25 på arkitektområdet har Konstruktørforeningen udsendt et såkaldt konfliktvarsel. Derfor er der fra nu af i henhold til KF’s vedtægter lukket for muligheden for udmeldelser. Læs mere her.

9. februar 2025: Gennembrudsforliget er indgået
DI og CO-industri blevet enige om nye overenskomster på industriens område. Aftalen kaldes også gennembrudsforliget, fordi den sætter den økonomiske ramme for forhandlingerne på det private arbejdsmarked. Aftalen gælder i tre år og indeholder blandt andet lønstigninger, ret til at afholde barnets tredje sygedag og to ugers ekstra betaling med fuld løn under barsel.

27. januar 2025: Vi afventer gennembrudsforliget
Overenskomsten på industriens område sætter den økonomiske ramme for de øvrige overenskomstforhandlinger på det private område. Overenskomsten forhandles mellem Dansk Industri og CO-Industri og kaldes "gennembrudsforliget". Når det er på plads, igangsættes de øvrige forhandlinger.

23. januar 2025: Første medlemsmøde
Det første af tre medlemsmøder, hvor KF's medlemmer er indbudt, er afholdt. De andre møder afholdes den 29. januar og den 4. februar

14. januar 2025: Planen er på plads
Konstruktørforeningen og Dansk Industri, som repræsenterer de to parter i forhandlingerne, er blevet enige om en plan for forhandlingerne. 

6. januar 2025: OK25 er i gang.
OK25 er skudt i gang med forhandlingerne mellem Dansk Industri og CO-Industri. 

Tidslinje

Forventet forløb

  • Forberedelser
    Parterne foretager analyser og indhenter krav fra medlemmerne. Parterne mødes også for at diskutere forhandlingsrummet, inden de egentlige forhandlinger går i gang. 
  • Januar 2025
    Forhandlingerne starter. 
  • Februar 2025
    Forventet gennembrudsforlig på industriens område, som sætter den økonomiske ramme for de øvrige forhandlinger. 
  • 1. marts 2025
    Overenskomsterne udløber.
  • Ultimo marts 2025
    Mæglingsforslag og afstemning.