Selvstændig
Bliver du selvstændig, kan du bevare et fuldt medlemskab af Konstruktørforeningen, hvis du ikke har ansatte eller har ansatte, som ikke er bygningskonstruktører. Få rådgivning om, hvordan du bedst kan starte som selvstændig. Du kan også se herunder, hvordan du kommer på KF's offentliggjorte liste over selvstændige konstruktører.
Som selvstændig skal du forholde dig til mange forskellige ting som fx forsikringer, regnskaber, opgaver, strategier, prissætning af opgaver og honorarer.
Konstruktørforeningen (KF) kan hjælpe dig med rådgivning om, hvordan du kommer godt fra start.
Selvstændig, freelance eller konsulent?
Grænsen mellem at arbejde som selvstændig og lønmodtager er ikke altid skarp. Især betegnelser som ’freelancer’ og ’konsulent’ siger ikke noget entydigt om, hvorvidt du er selvstændig eller lønmodtager. Der er mange betegnelser i brug, når du arbejder på andre måder end som ansat lønmodtager hos en arbejdsgiver.
Som lønmodtager er du omfattet af funktionærloven og andre love, der indeholder forskellige ansættelsesretlige beskyttelsesregler som fx feriepenge, man ikke er omfattet af, når man er selvstændig erhvervsdrivende.
Timeløn skal også omfatte husleje og kontorudgifter
En anden forskel er, at du som selvstændig ofte selv skal afholde udgifter til it, kontorhold og husleje, der normalt betales af en arbejdsgiver, hvilket du skal tage højde for, når du fastsætter timeprisen for din rådgivningsydelse som selvstændig.
’Freelancer’ eksisterer ikke som kategori for SKAT og a-kassen
Uanset hvilken betegnelse du bruger om dit erhverv, er det vigtigt, at du får klarlagt, om du i forhold til skatte- og a-kasseregler vil blive betragtet som selvstændig eller som lønmodtager.
Du skal være opmærksom på, at en status som freelancer ikke eksisterer officielt hverken hos SKAT eller i a-kassen.
For at komme godt fra start anbefaler KF, at du deltager i et af de opstartskurser, som vi jævnligt holder sammen med FAOD (Forbundet Arkitekter og Designere): ’SOLO, opstart som selvstændig’. Se KF’s kalender eller aktuelle faglige netværksgrupper, der ofte omfatter et netværk for selvstændige.
Læs mere herunder – bl.a. om, hvordan du som selvstændig kan opnå eller bevare medlemskab af KF, hvad der gælder omkring barsel og sygdom, og hvordan du kommer på KF's offentliggjorte liste over selvstændige konstruktører.
-
Kan jeg være medlem af KF, hvis jeg bliver selvstændig?
Ja, du kan sagtens blive ved med at være medlem af KF, hvis du er selvstændig. Hvad vilkårene er for det, kan du læse mere om på siden om kontingentet.
-
Kan jeg være selvstændig med bierhverv?
Sideløbende med dit job som lønmodtager kan du have et selvstændigt erhverv som bierhverv, hvor du fx i din fritid udfører mindre projekteringsopgaver eller hjælper med at søge byggetilladelser. Hvis der sker en forskydning i, hvor mange timer du bruger på henholdsvis dit lønmodtagerjob og din selvstændige virksomhed, er det vigtigt, at du kontakter a-kassen, så du er sikker på, at du til enhver tid er registreret på den korrekte måde i a-kassen.
-
Kan jeg være medlem af a-kassen, hvis jeg er selvstændig?
Du kan godt være medlem af en a-kasse som selvstændig. KF samarbejder med FTFa, der optager selvstændigt erhvervsdrivende, og du kan derfor søge råd direkte i FTFa’s afdeling for selvstændigt erhvervsdrivende.
Hvis du som lønmodtager er ledig, har du mulighed for både at være lønmodtager i a-kassen og have selvstændigt bierhverv ved siden af, når bierhvervet holder sig inden for visse grænser. Du bør kontakte FTFa og søge rådgivning.
Grænsen mellem selvstændig virksomhed og lønmodtagerstatus kan være svær at trække og derfor give problemer. Er du det mindste i tvivl, så søg råd hos FTFa.
Du kan også direkte kontakte Konstruktørforeningens a-kasse – en del af FTFa, som samarbejdet mellem de to organisationer hedder, fordi de to parter ønsker at gøre det tydeligere over for både eksisterende og kommende medlemmer, at KF har en a-kasse, som vi samarbejder tæt med.
-
Hvilke forsikringer skal jeg have som selvstændig?
Hvis du arbejder som selvstændigt erhvervsdrivende og fakturerer dine ydelser, bør du overveje at tegne en professionel ansvarsforsikring.
Som udgangspunkt vil du ikke være omfattet af en ansvarsforsikring for den, du fakturerer dine ydelser til (hvervgiver). Hvis du ikke har en professionel ansvarsforsikring, skal du sørge for at få dokumentation for, at du er dækket af hvervgivers ansvarsforsikring og gennem din egen advokat få undersøgt, om det kan lade sig gøre, at du får lavet en ansvarsbegrænsning i din kontrakt.
-
Hvordan fastsætter jeg mit honorar som selvstændig?
Ønsker du at arbejde som selvstændig, bør du beregne et honorar, så du samlet opnår en større timesats i betaling for dit arbejde, end du ville gøre som ansat/lønmodtager med tilsvarende erfaring.
For at få en rimelig timepris for din rådgivningsydelse som selvstændig anbefaler KF, at du tager et honorar, der svarer til ’en normalløn’ ganget med en faktor på mellem 1,8 og 2,5. Dermed tager du både højde for de typiske omkostninger til fx husleje og kontorhold og har et rimeligt dækningsbidrag til dig selv.
-
Kan jeg få barselsdagpenge som selvstændig?
Du kan få barselsdagpenge, hvis du opfylder en række kriterier:
- Du har arbejdet i mindst 6 måneder inden for de sidste 12 måneder
- Du har arbejdet den seneste måned, før du går på barselsorlov
- Der er overskud i din virksomhed
- Du har arbejdet mindst halv tid (18,5 timer om ugen) i din virksomhed i det seneste 12 måneder
- Du har daglig kontakt med dit barn under din barsel
Har du arbejdet som selvstændig i mindre end 6 måneder, kan du regne de perioder med, hvor du har arbejdet som lønmodtager.
Perioder, hvor du har fået sygedagpenge, barselsdagpenge eller lignende ydelser, tæller ikke med som arbejde.
Du kan læse mere om reglerne for selvstændig på barsel på Borger.dk
-
Hvordan søger jeg barselsdagpenge som selvstændig?
Som selvstændig kan du søge om barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark på Virk.dk.
- Hvordan får jeg sygedagpenge som selvstændig?
-
Kom på KF's liste over selvstændige bygningskonstruktører
KF har en liste over vores selvstændige medlemmer, som vi indimellem promoverer forskellige steder. Den kan du blive skrevet op på og få gratis reklame. Den hedder Find en selvstændig bygningskonstruktør.
Opret dig på KF's liste over selvstændige bygningskonstruktører
-
Hvordan sparer jeg op til pensionen?
Som medlem af KF har du mulighed for at tegne en frivillig pensionsopsparing hos PFA på samme vilkår, som de overenskomstansatte.
Læs mere om pension her.
Startpakke for selvstændige
KF kan hjælpe dig i gang som selvstændig med en række gode råd, links og kontraktmateriale.
Kontakt KFKursus for selvstændige
KF holder jævnligt kurset ’SOLO, opstart som selvstændig’ for nye selvstændige i samarbejde med FAOD. Tjek KF's kalender for at se de aktuelle kurser.
Kurser og arrangementer