Derfor melder KF og AC sig ud af Forhandlingsfællesskabet
Akademikerne (AC), som Konstruktørforeningen er en del af, melder sig ud af Forhandlingsfællesskabet (FF). Det sker, fordi det vurderes, at der kan skaffes bedre resultater ved at stå udenfor FF. KF er enige i vurderingen og vil fortsat søge samarbejde og indflydelse, hvor det kommer medlemmerne til gode.
Hovedorganisationen Akademikerne (AC), som Konstruktørforeningen (KF) er en del af, har meldt sig ud af Forhandlingsfællesskabet (FF) med virkning fra den 9. november 2024.
Det sker efter en evalueringen af OK24 for kommunerne og regionerne, hvor organisationerne i Akademikerne har drøftet fordele og ulemper ved tilhørsforholdet til Forhandlingsfællesskabet (FF).
Drøftelsen kommer på baggrund af, at Akademikerne under OK24 trak sig ud af forhandlingsaftalen i FF, fordi det blev vurderet, at der kunne opnås bedre resultater for Akademikerne udenfor fællesskabet.
Den 8. oktober 2024 besluttede Akademikernes forhandlingsudvalg for den offentlige sektor (FHO) derfor, at Akademikerne melder sig ud af Forhandlingsfællesskabet (FF).
”Vi har i Forhandlingsfællesskabet (FF) opnået mange ting sammen. Og vi skal som Akademikere fortsat opnå stærke resultater på det kommunale og regionale område. Men i Akademikerne finder vi at vi bedst adresserer de behov vores medlemmer har udenfor FF,” udtaler Akademikernes formand, Lisbeth Lintz.
Samarbejde fortsætter
Konstruktørforeningen og resten af Akademikerne ønsker fortsat at samarbejde med andre faglige organisationer, idet der fortsat er mange vigtige områder, hvor der er fælles interesser. Det handler f.eks. om spørgsmål om at udvikle familievenlige løsninger og bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv.
”KF søger altid samarbejde og indflydelse i de sammenhænge, der tjener vores medlemmers interesser bedst muligt. Derfor bakker vi op om beslutningen, men vi ser også frem til at fortsætte det gode samarbejde med de øvrige organisationer, selvom det ikke bliver i FF-regi. Så vi ser positivt på fremtidens og offentlige overenskomstforhandlinger,” lyder det fra Kirsten Nielsen, formand for KF.
Beslutningen berører ikke Akademikernes fortsatte medlemskab af og samarbejdet i Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU).
KF i AC
Akademikerne (AC) er en paraplyorganisation for mere end 26 faglige organisationer, der organiserer danske lønmodtagere. AC er partipolitisk uafhængig og tager sig af vigtige indsatsområder for medlemsorganisationerne både i forhold til arbejdsgivere, politikere og offentligheden.
Konstruktørforeningen (KF) har været en del af AC siden den 1. januar 2019 og indgår i en række samarbejder med hovedorganisationen og de øvrige medlemsorganisationer - herunder omkring overenskomstforhandlinger.
Læs mere om Akademikerne