Gå til sidens indhold
OK24 Staten

Det indeholder OK24-aftalen på det statslige område

Lønstigninger, højere pensionsprocent og en særlig opsparingsordning. Det er centrale elementer i den aftale, der er indgået under OK24 på det statslige område. Læs mere om aftalen her.

Foto: Nicolai Perjesi
Foto: Nicolai Perjesi

Der er indgået forlig for statsansatte bygningskonstruktører. Her kan du i grove træk se, hvad der er forhandlet hjem til dig. KF opdaterer siden løbende. 

Store lønstigninger

Alle bygningskonstruktører ansat i staten vil pr. 1. april 2024 få en lønstigning på 5,89 %.

KF har også fået forhandlet et særligt tillæg på 154 kr. til alle bygningskonstruktører på løntrin 7.

Lønstigningerne i 2025 afhænger af reguleringsordningen, men den samlede stigning i 2025 forventes at være 1,51 %.

Forhøjelse af pensionsprocenten og den særlige feriegodtgørelse

Den nuværende pensionsprocent i overenskomsten er 17,1. Denne forhøjes til 18,07 % pr. 1. april 2025.

For undervisere er den nuværende pensionsprocent på 18,0. Denne forhøjes til 18,97 % pr. 1. april 2025.

Der tilføjes i 2025 en mulighed for, at den del af pensionen, der overstiger 15 %, helt eller delvis kan udbetales som løn, eller helt eller delvist indbetales til en særlig opsparingsordning.

Ferietillægget i staten på 1,5 % forhøjes pr. 1. april 2024 til 2,02 %. Forhøjelsen indeholder også kompensation for afskaffelse af store bededag.

Opsparingsordning

Et helt nyt element ses i form af en opsparingsordning, hvor man kan vælge mellem pension, løn og opsparing til perioder med videreuddannelse mv.

Bedre barselsvilkår

For børn født eller modtaget efter 1. april 2024 vil der være følgende forbedringer til barselsrettighederne:

  • Far/medmor: 3 ugers ekstra lønret i forbindelse med barsel. Tilsvarende gælder ved adoption.
  • Soloforældre: 10 ugers ekstra lønret i forbindelse med barsel. Tilsvarende gælder ved adoption.

Der er også indført ret til fuld pension under ulønnet barsel i op til 32 uger.

Underviserarbejdstid

Reglen om jævn arbejdsbelastning for undervisere fra OK21 er aftalt præciseret i det nye forlig.

Fremover præciseres det, at leder og medarbejder skal drøfte arbejdets omfang og behov for justeringer i opgaveporteføljen, hvis det samlede timeforbrug i et kvartal overstiger den normale arbejdstid. Hensigten er, at der skal sikres sammenhæng mellem opgaver og tid.

Tillidsrepræsentanter

For statens tillidsrepræsentanter er der aftalt flere forbedringer ved OK24.

Det præciseres i aftalerne, at tillidsrepræsentanter skal have den nødvendige tid til at varetage tillidsrepræsentanthvervet i arbejdstiden. Herudover får tillidsrepræsentanten retten til at mødes med nye ansatte i arbejdstiden.

Forhandlingerne fortsætter

Forhandlinger på det regionale og kommunale område er i fuld gang. KF melder ud, så snart der er nyt.

Akademikernes forlig

Der er indgået forlig mellem Akademikerne (AC), som KF er en del af, og finansministeren.

Se forliget

CFU-forlig

Der er indgået aftale mellem Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og finansministeren. 

Se forliget