Gå til sidens indhold
OK20

Gennembrud i overenskomstforhandlingerne

Søndag lykkedes det forhandlerne på industriområdet at indgå en ny overenskomst på det private område. Det er et gennembrud i forhandlingerne, der betyder, at Konstruktørforeningens forhandlinger for arkitektansatte bygningskonstruktører også kan komme i gang.

CO-Industri og Dansk Industri (DI) nåede søndag den 9. februar 2020 til enighed om en ny 3-årig overenskomst på industriens område.

Med forliget får lønmodtagerne en del forbedringer – bl.a. en aftale om, at arbejdsgiverne betaler fuld løn under forældreorlov i op til 16 uger, hvoraf de 8 er øremærket faderen. Derudover får forældre en ekstra fridag, hvis de har syge børn, og endelig gøres den såkaldte fritvalgskonto 3 procent større i løbet af de kommende tre år. Fritvalgskontoen, hvor man hver måned opsparer en procentdel af sin løn, er meget udbredt på DI's område – kontoen kan bl.a. bruges til ekstra pensionsopsparing eller udbetales som almindelig løn (se detaljerne i gennembrudsforliget i boksen neden for).

Om det resultat siger Søren Kaj Andersen, der er centerleder og lektor på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet, i en kommentar til Berlingske:

”Det første, som er værd at bemærke, er den økonomiske ramme i overenskomsten. Den er et signal om, at det går godt i Danmark. Vi skal tilbage til før finanskrisen for at finde noget, som ligner det her. Den økonomiske ramme drejer sig dels om, at der bliver afsat mere til fritvalgsordningen sammenholdt med, at man løfter mindstebetalingen pr. time med 2,50 kr. år. Det er kun de laveste satser, der bliver hævet, men det er alligevel et signal om, hvor godt det går i dansk økonomi.”

Gennembrudsforlig baner vejen for KF’s forhandlinger

Resultatet er et såkaldt gennembrudsforlig, som skaber rammerne for, at alle øvrige organisationer kan komme i gang med forhandlingerne – også Konstruktørforeningen (KF), som forhandler på vegne af sine arkitektansatte medlemmer.

KF’s formand Gert Johansen siger om forliget:

”Da vi også forhandler med DI, er vores forhandlinger afhængig af gennembrudsforliget. Vores overenskomstforhandlinger bliver bundet op på dette forlig, hvilket betyder, at vi skal ”oversætte” forliget til vores medlemmers behov og ønsker på overenskomstområdet for arkitektansatte bygningskonstruktører.”

Samtidig betyder gennembrudsforliget også, at forhandlingerne mellem arbejdsgiverparterne Dansk Industri/Danske Arkitektvirksomheder på den ene side og lønmodtagerne fra Forbundet Arkitekter og Designere, Jordbrugsakademikerne, Teknisk Landsforbund og Konstruktørforeningen på den anden side for alvor kan gå i gang.

Forhandlingsmøder er i kalenderen

De kommende forhandlinger mellem arbejdsgivere og lønmodtagere er allerede programsat, fortæller Gert Johansen:

”Der er foreløbigt aftalt flere forhandlingsmøder med DI både i uge 8 og sidst på måneden, hvoraf flere af møderne ikke har en sluttid, men forsætter til parterne når til enighed. Det er min helt klare forventning, at vi når frem til en aftale og dermed en ny overenskomst for de arkitektansatte bygningskonstruktører.”

Selvom KF går konstruktivt til forhandlingerne, kan overenskomsterne på industriområdet samlet blive nedstemt af lønmodtagerne i industriens organisationer, hvilket i sidste ende kan føre til konflikt.

”På industriområdet puljes lønmodtagerorganisationernes overenskomstaftaler. Det kan føre til konflikt, hvis medlemmerne stemmer imod aftalen, selvom KF opnår et forlig med arbejdsgiverne og et ja fra medlemmerne. Der er dog ikke umiddelbart tegn på, at det går den vej. KF går i hvert fald til forhandlingerne med den klare hensigt, at vi skal indgå en ny overenskomst, og jeg er sikker på, at vores arbejdsgivere har den samme tilgang, så mon ikke det også lykkes,”  siger Gert Johansen.

Spørgsmål

Har du spørgsmål til forhandlingerne eller forliget, kan du skrive til os på: 

OK@kf.dk

Se de eksisterende overenskomster

Her finder du de overenskomster, der allerede findes på området for arkitektansatte bygningskonstruktører. 

Overenskomster på det private område