Jesper fandt det gode arbejdsliv som bygningskonstruktør
For Jesper Bjeld blev prisen for en karriere i politiet for høj. I stedet blev han bygningskonstruktør, og i dag har han fundet et arbejdsfelt, der giver plads til både faglig udvikling og familieliv.
Af Camilla Beer Arnsberg, kommunikationsansvarlig i KF.
Foto: Magnus Møller.
Når man bygger til pharma, kan krav til hygiejne betyde, at både maling, filt og spartel i en almindelig gipsvæg er væk efter tre rengøringer.
Når Jesper Bjeld, bygningskonstruktør MAK og rådgiver i ingeniørfirmaet Artelia, skal bistå projektledelsen på byggeriet af medicinalfabrikker, må han derfor sørge for, at materialevalg og overholdelsen af BR18, GMP-regler og andre retningslinjer går op i en højere enhed.
Det har han heldigvis også særligt gode forudsætninger for. Udover at være bygningskonstruktør er Jesper Bjeld nemlig også tidligere politibetjent og er derfor hjemmevant i både at forstå lovgivning, handle på baggrund af det og dokumentere korrekt.
I løbet af ni år i styrken nåede han prøve alt fra kontor til reaktionspatrulje til at være motorcykelbetjent.
”Jobbet var fantastisk, og jeg kom vidt omkring i både landet og politiet, og jeg elskede på mange måder farten. Men for mig havde det også en pris,” fortæller Jesper Bjeld.
”Far er på arbejde”
Fredag den 28. september 2018 blev grænser, broer og færgetrafik lukket ned i flere timer, mens en omfattende politijagt på en bil stod på. Den dag skulle Jesper Bjeld have hentet sine børn, men endte i stedet på en vagt fra kl. 07.00 til 02.00, og svigerfar måtte sendes afsted mod børnehaven.
”Det var en ekstraordinær dag, men der var mange dage med overarbejde, og hvor jeg gik glip af meget,” fortæller han.
”Far er på arbejde,” begyndte Jesper Bjelds børn at sige til folk – også selvom Jesper egentlig var til stede. ”For det var jo som udgangspunkt sådan, at jeg var på arbejde. Men det gjorde ondt at høre mine børn sige sådan.”
De lange dage og de mange afsavn satte sig i Jesper Bjeld, og når han kigger tilbage på det i dag, kan han se, at den type arbejde ikke harmonerede med ham.
”Der er så mange engagerede mennesker i politiet, og for nogle er det et kald, og de kan godt forlige sig med de præmisser arbejdet foregår på. Det kunne jeg ikke, og når jeg kigger tilbage nu, kan jeg jo se, at jeg blev sur og tvær, og at jeg tog det med hjem.”
Fra politi til byggeri
Politiet havde altid været en drengedrøm for Jesper Bjeld, som blev uddannet tømrer, inden han søgte ind i politiet. Alligevel betød de lange og uforudsigelige dage, at han brokkede sig til sin kone nærmest dagligt.
Til sidst gav hun ham besked om enten at stoppe med at brokke sig, eller også skulle han gøre noget ved det.
”Jeg havde aldrig helt sluppet mit håndværk, og jeg havde lavet en masse for familie og venner. ’Du har altid villet noget mere med det, så gør det nu,’ sagde min kone til mig,” fortæller Jesper Bjeld.
Samtaler med hans svoger og svigerinde, der begge er bygningskonstruktører, plantede ideen om en ny karrierevej. I februar 2019 tog Jesper springet, sagde sit job op og begyndte som fjernstuderende på bygningskonstruktøruddannelsen ved erhvervsakademiet Zealand i Næstved.
Som fjernstuderende havde Jesper Bjeld skoledag hver mandag. Tirsdag og onsdag arbejdede han for sin gamle tømrermester, og resten af ugen gik med selvstudie.
”Det var hårdt, men meget givtigt, og jeg var aldrig i tvivl om, at det var den rigtige beslutning,” fortæller Jesper Bjeld.
Ret hurtigt opdagede Jesper Bjeld, at hans politibaggrund var en fordel – blandt andet når han skulle finde og forstå bygningsreglementet og andet lovgivning.
”Politiet har givet mig så meget andet end sure miner. Jeg har også fået en forståelse for kommunikation mellem mennesker – både i forhold til koordinering og i forhold til at undgå eller løse konflikter, og det kan jeg mærke, at jeg har gavn af i dag – både i samarbejdet med kolleger, men også når jeg er på tilsyn på pladsen.”
I politiet har Jesper Bjeld også skrevet sin del af rapporter. En særlig disciplin, hvor enhver detalje eller udeladelse kan få betydning i en retssag. Derfor handler det om, fortæller han, at være nøjagtig og grundig og spørge sig selv, hvordan det skrevne vil kunne tolkes.
”Som jeg ser det, så gælder det samme, når jeg dokumenterer mit arbejde i dag. Det kan nok ikke få betydning i en mordsag, men det kan få betydning i en eventuel voldgiftssag – eller for om det overhovedet kommer så vidt.”
Et godt arbejdsliv
Jesper Bjeld beskriver sig selv som én, der godt kan lide at nørde helt i dybden. I politiet var der ikke to dage. Arbejdet gik med sag efter sag, og når han havde dokumenteret sit, måtte han slippe sagen og sende den videre i systemet.
I dag er hans hverdag ganske anderledes. I toethalvt år har han været tilknyttet et stort og komplekst pharma-projekt, hvor han konstant skal dykke længere ned i både processer, materialer og regulering. Og så kan han nå at hente sine børn, fortæller Jesper Bjeld:
”Jeg arbejder nok ikke mindre, end da jeg var i politiet. Men jeg har fået en fleksibilitet, der gør, at jeg stadig kan have en hverdag med min familie. Det er et godt arbejdsliv for mig. For jeg vil jo gerne udvikle mig, og jeg har mange faglige ambitioner. Men det skal ikke være på bekostning af mit familieliv. Det er en balancegang, som mange nok kender. Jeg er stadig ved at finde den, og det er nok noget, der vil være et konstant fokuspunkt”.
Jesper Bjeld
- Bygningskonstruktør MAK. Uddannet i 2022.
- Rådgiver i Artelia.
- Uddannet politibetjent i 2010. Ansat i politiet frem til 2019.
- Uddannet tømrer i 2008.