Gå til sidens indhold

KF sender vedtægtsændringer til afstemning

Konstruktørforeningens generalforsamling har anbefalet, at syv punkter i vedtægterne bliver ændret. For at ændringerne kan blive vedtaget, skal de til urafstemning. Er du aktivt - eller seniormedlem, har du derfor netop modtaget et link til afstemningen via e-mail.

Afstemning
En stor del af medlemmerne i KF skal til stemmeurnerne. Dog de digitale af slagsen. Foto: Arnaud Jaegers

Konstruktørforeningens medlemmer er foreningens øverste myndighed. Derfor har du som aktivt medlem eller seniormedlem af Konstruktørforeningen (KF) stemmeret, når foreningen vil forandre vedtægterne.

”Og det vil vi nu,” fortæller KF's sekretariatsleder Kim Benzon Knudsen og fortsætter:

”Vedtægterne har behov for at blive justeret af og til. Især i forbindelse med det ekstraordinære valg af ny næstformand i august sidste år, opdagede vi, at de nuværende vedtægter ikke helt fungerede. Sådan noget opdager man ofte først, når man får dem afprøvet i praksis.”

Derfor har du nu mulighed for at stemme om bl.a. tidsfrister for ekstraordinære valg og 6 andre vedtægtsændringer i den afstemning, som du modtog i din indbakke torsdag den 16. februar 2023.

De syv forslag

De syv forslag, som generalforsamlingen i oktober 2022 besluttede at indstille til urafstemning blandt foreningens medlemmer, er:

  1. Længere tidsfrister omkring ekstraordinære valg
  2. Regionsledelsen skal kunne udpege et regionsvalgt bestyrelsesmedlem i særlige tilfælde
  3. Bestyrelsen skal kunne udpege en frivillig næstformand i særlige tilfælde
  4. Præcisering af at et medlem kun kan være stiller for én kandidat pr. valg
  5. Bortfald af fratrædelsesløn for formandskabet ved frivillig fratræden og pension
  6. Justering af optagelseskriterier for bl.a. cand.tech.arch-uddannede bygningskonstruktører
  7. Præcisering af antallet af medlemmer i regionsledelsen

Uddybning af forslagene

Du finder en uddybende beskrivelse af forslagene inde i selve afstemningen, men du kan også hente to filer, der viser ændringerne, her:

Sidste frist for at stemme er den 2. marts 2023. Resultatet af afstemningen offentliggøres snarest derefter på kf.dk og i foreningens nyhedsbrev.

Har du ikke modtaget afstemningen?

Har du ikke modtaget en e-mail med link til afstemningen, kan det skyldes, at vi ikke har din rette e-mailadresse. Kontakt sekretariatet hvis det er tilfældet.

Er du aktivt medlem eller seniormedlem?

Det er kun såkaldt aktive medlemmer og seniormedlemmer, der har stemmeret.

  • Du er aktivt medlem, hvis du betaler for et fuldt medlemskab eller får nedsat kontingent som ledig.
  • Du er seniormedlem, hvis du som pensionist har tilknytning til arbejdsmarkedet og betaler det særlige seniormedlemskab.
Læs mere om kontingentet i KF

Kontakt KF

Kontakt KF's sekretariat for at få afstemningen tilsendt, hvis du ikke har modtaget den. 

Kontakt KF