KF får nyt formandskab
Den nuværende næstformand Kirsten Nielsen er valgt som ny formand for Konstruktørforeningen, mens bestyrelsesmedlem Kim Bendix Olesen er valgt som ny næstformand. Begge kandidater, der tiltræder den 1. januar 2021, er valgt ved fredsvalg.
Konstruktørforeningen (KF) har ved fredsvalg fået et nyt formandskab.
Ny formand for KF er den nuværende næstformand, Kirsten Nielsen, 50 år, og ny næstformand er bestyrelsesmedlem Kim Bendix Olesen, 49 år.
Før den nuværende formand Gert Johannsen den 17. september 2020 meddelte, at han fratræder to år før tid efter 13 år på posten, havde både Kirsten Nielsen og Kim Bendix Olesen bejlet til den ledige post som næstformand.
Da Kirsten Nielsen var den eneste, der stillede op som formand, var hun hermed valgt, hvilket betød, at Kim Bendix Olesen herefter var den eneste kandidat til næstformandsposten.
Ny formand: KF skal være nr. 1 for konstruktører
På spørgsmålet om, hvorfor Kirsten Nielsen gerne vil være Konstruktørforeningens formand, og hvad hun især vil arbejde for, siger hun:
”Jeg vil bidrage til, at KF forbliver bygningskonstruktørers foretrukne faglige organisation, der bygger på fællesskab og netværk med medlemmerne i fokus, og som udvikler sig i takt med medlemmernes behov og ændringer i branchen og samfundet.”
”Jeg vil arbejde for en stærk konstruktøruddannelse og mulighederne for efter- og videreuddannelse, der skal sikre konstruktørernes kompetencer og værdi på arbejdsmarked. Men samtidig er det også vigtigt at sikre gode arbejdsforhold og overenskomster i konstruktiv dialog med arbejdsgiverne. Og endeligt vil jeg arbejde for, at KF styrker sin indflydelse på lovgivning og relevante fora.”
Før Kirsten Nielsen i januar 2019 blev fultidsnæstformand i KF, kom hun fra en stilling som studiekoordinator på Erhvervsakademi Sjælland (EASJ) – nu Zealand.
Ny næstformand: Udvikling af fag og uddannelse
Om hvorfor Kim Bendix Olesen ønsker at være næstformand, og hvilket fokus han har, siger han:
”Jeg vil gerne være næstformand, da de sidste fire års arbejde i bestyrelsen har givet mig mod og lyst til at arbejde endnu mere med og for KF. Den udvikling, som KF har været igennem de sidste 54 år, har haft stor betydning for anerkendelsen af det arbejde, som alle bygningskonstruktører udfører til dagligt. Jeg håber, at jeg som næstformand kan være med til at skabe mere udvikling, anerkendelse og arbejdsglæde for alle medlemmer af KF.”
”Mit fokus vil især være på at videreudvikle faget og uddannelsen, og at KF sammen med medlemmerne skaber fremtidens byggeri og fagforening.”
Kim Bendix Olesen kommer fra en stilling som teamleder Bygningsstyrelsen.
Den nye formand og næstformand tiltræder den 1. januar 2021.
Konstruktørforeningen får nyt formandskab
Læs pressemeddelelsen om det nye formandskab og download fotos og logo:
Pressemeddelelse