Gå til sidens indhold

KF vinder voldgiftssag mod Dansk Industri

Konstruktørforeningen og tre andre fagforeninger har vundet en voldgiftssag mod Dansk Industri om ’særlig opsparing’, som blev indført i overenskomsterne på arkitektområdet i 2020. Striden har handlet om, hvordan den særlige opsparing skulle beregnes. Se om du evt. har løn til gode.

Foto: Søren Nielsen
Industriens Hus, hvor Dansk Industri har adresse. Foto: Søren Nielsen

Er du ansat på overenskomst i en arkitektvirksomhed, eller har du været det i perioden fra 1. marts 2020 frem til i dag, kan du have løn til gode hos din arbejdsgiver.

Det er konsekvensen af en voldgiftssag som Konstruktørforeningen (KF) netop har vundet. Sagen, der er kørt i samarbejde med Forbundet af Arkitekter og Designere (FAOD), Jordbrugsakademikerne (JA) og Teknisk Landsforbund (TL), har drejet sig om fortolkning af lønelementet ’særlig opsparing’, som de fire fagforeninger forhandlede sig til på vegne af arkitektansatte medlemmer i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2020.

Uenighed om beregningsmetoden

Uenigheden med DI har drejet sig om, hvordan arkitektvirksomhederne skulle beregne den særlige opsparing:

”DI havde den opfattelse, at den særlige opsparing kun skulle beregnes af den faste månedsløn, og det har de også rådgivet deres medlemmer – arbejdsgiverne – om. Den fortolkning var vi ikke enige i, da vi mente, at opsparingen skulle beregnes af al lønudbetaling, hvilket både inkluderer den faste løn plus alt det det, medlemmerne også får udbetalt for fx merarbejde, feriefridage og diverse former for tillæg,” fortæller KF’s chefjurist Hans Erik Truelsen og fortsætter:

”Voldgiften var heldigvis enig med os i, at den særlige opsparing skal beregnes af hele den indkomstskattepligtige løn og ikke kun af den faste månedsløn. ’Særlig opsparing’ er i øjeblikket på 2,67 %, men vi forventer, at den vil blive forhøjet de kommende år, og derfor vil kendelsen få en stadig større økonomisk betydning med tiden. Det er en sejr for alle medlemmerne i de fire organisationer, at vi har vundet sagen – ikke mindst på længere sigt. Det kan vi være godt tilfredse med.”

Kontakt din arbejdsgiver

Er du ansat i en arkitektvirksomhed, der har overenskomst med DI, kan du have penge til gode hos din arbejdsgiver.

”Er du en af dem, der er eller har været ansat i en arkitektvirksomhed de senere år og fx har fået udbetalt merarbejde eller ikke-afholdte feriefridage, og er du i tvivl om, du har fået det, du har krav på, anbefaler vi, at du i første omgang kontakter din arbejdsgiver for at få kontrolleret, om virksomheden har beregnet ’særlig opsparing’ af al lønudbetaling. Er det ikke tilfældet, har du krav på at få efterbetalt dit tilgodehavende,” siger Hans Erik Truelsen.

Han gør yderligere opmærksom på, at der i mange tilfælde vil være tale om mindre beløb, men at der godt kan være tale om større beløb, hvis du fx har fået udbetalt meget merarbejde, fået en bonus, har fået udbetalt mange ubrugte feriefridage eller er tillidsrepræsentant.

Det sker der nu

DI orienterer alle deres medlemsvirksomheder torsdag den 17. november 2022 om voldgiftens afgørelse i et nyhedsbrev fra Danske Arkitektvirksomheder, oplyser Hans Erik Truelsen og tilføjer:

”Fra KF’s side kontakter vi tillidsrepræsentanterne og de medlemmer, vi har registreret på området, og opfordrer til, at der findes en fælles administrativ løsning i virksomheden, hvis ’særlig opsparing’ ikke er beregnet korrekt. Hvis du har kolleger, der har været ansat på din arbejdsplads, men er fratrådt efter 1. marts 2020, må du gerne orientere dem om sagen, hvis du har mulighed for det.”

Et regneeksempel

Hvis du fx tjener 45.000 kr./måned og har fået udbetalt 50 overarbejdstimer efter 1. marts 2022, kan du have cirka 375 kr. til gode hos arbejdsgiveren før skat (svarende til 2,67 % af det udbetalte beløb).

Deltag på et webinar om særlig opsparing

KF tilbyder i forlængelse af sagen webinar for alle arkitektansatte om beregning af særlig opsparing: 

Meld dig til webinar om beregning af 'særlig opsparing'

Om den særlige opsparing

Den særlige opsparing blev indført 1. marts 2020 som et tillæg til lønnen på 0,89 %. Hvert år fra 2020 til 2022 er tillægget steget med 0,89 % og udgør i 2022 altså 2,67 %. Tillægget blev forhandlet af de faglige organisationer ved overenskomstforhandlingerne i 2020 til bygningskonstruktørerne. Den er indskrevet i Konstruktøroverenskomsten på arkitektområdet § 3a.

Hent overenskomsten på arkitektområdet

DI's egen nyhed om sagen

Se Dansk Industris egen nyhed 'Særlig opsparing skal beregnes af alle indkomstskattepligtige beløb' (på Danske Arkitektvirksomheders website': 

Læs mere på DanskeArk.dk