Ligesom den grønne trepart har byggeriet også brug for en minister

Af Kirsten Nielsen, formand for Konstruktørforeningen. 

Debatindlægget er bragt i Altinget den 18. september 2024.

Arkitektur er et middel til at vise de værdier og idealer, vi som samfund har. Fra det antikke Grækenlands symmetriske og søjlebaserede afspejling af kosmisk orden til modernismens minimalistiske afspejling af funktionalitet og teknologi.

En ny, national arkitekturpolitik er i støbeskeen, og den bør på samme vis være en refleksion af de idealer og værdier, vi har for vores og fremtidens samfund. Den bærende konstruktion i arkitekturpolitikken bør derfor være bæredygtighed. Men det er ikke så nemt. 

Der skal ryddes op i regelkaos

Selvom ekspertgruppen, der er nedsat af Kulturministeriet til at udarbejde en hvidbog med anbefalinger til arkitekturpolitikken, har udgivet et udmærket udfordringsbillede med ni meget væsentlige udfordringer for arkitekturen, er vejen til implementering lang og svær.

Ekspertgruppen peger ganske rigtigt på, at det bæredygtige byggeri blandt andet er udfordret af mangel på udvikling, formidling og anvendelse af nye bæredygtige løsninger. Hertil kommer det i et bæredygtighedsperspektiv problematiske ved, at vi bygger for meget nyt og renoverer for lidt - og at vi ikke stiller krav til, at nybyggeri skal bestå af materialer og konstruktioner, der kan adskilles og genanvendes.

De er alle store og reelle udfordringer, som en national arkitekturpolitik bør adressere. Men jeg frygter, at alle de gode tanker og intentioner ikke kommer videre fra Kulturministeriets skrivebordsskuffe, hvis ikke vi også forholder os til et mere fundamentalt problem, der spænder ben for byggeriets grønne omstilling: regelkaos.

Begrænser og besværliggør den grønne omstilling

Byggeriet er politisk set spredt for alle vinde på tværs af ministerier og styrelser. Regler og love det ene sted karambolerer med regler og love et andet sted. Det besværliggør – og i nogle tilfælde umuliggør – den grønne omstilling, byggeriet skal og også gerne vil gennemgå.

Det er f.eks. tilfældet, når byggerier transformeres eller nedrives, og brugbare og genanvendelige bygningskomponenter bliver til affald, når de køres bort fra matriklen. Her kommer affaldsdirektivet nemlig i vejen, og fornuften og bæredygtigheden betaler prisen.

Det begrænser altså vores muligheder for at bruge og øge tilgængeligheden af genbrugsmaterialer. En begrænsning der næppe er i overensstemmelse med de værdier, vi ønsker, at fremtiden arkitektur og byggerier skal afspejle.

Bygningsreglementets siloopbygning udfordrer også de projekterende i bygningsdesign og funktion. De forskellige ”silo-paragraffer” giver snævre løsningsrum. Det har Strateginetværket for bæredygtigt byggeri også tidligere belyst. Blandt andet kan præaccepterede konstruktionsløsninger være uhensigtsmæssige og medføre øget CO2e-belastning, fordi materialebesparelser ikke kan tænkes ind.

Udpeg en minister for byggeriet

Det regelkaos skal der ryddes op i for at give en ny, national arkitekturpolitik et solidt fundament at bygge på.

Der er brug for et samlet politisk fremadskuende fokus og ansvar, så ekspertgruppens gode og gennemarbejdede tanker kan få liv i virkeligheden. Man kunne passende gøre for byggeriet, hvad man har gjort for den grønne trepart: Udpeg en minister, der har fokus på og ansvar for byggeriet og byggeriets grønne omstilling. Og samtidig sikre en koordinering mellem alle regler og initiativer.

På den måde kan vi for alvor sørge for, at vores idealer og værdier er reflekteret i det, vi bygger. Det kunne klæde vor tids og fremtidens arkitektur.