Ny arbejdsmiljølov giver beskyttelse til alle arbejdsmiljørepræsentanter
I december vedtog Folketinget flere væsentlige ændringer af arbejdsmiljøloven, som blandt andet giver beskyttelse til alle arbejdsmiljørepræsentanter, men også reducerer Arbejdstilsynets mulige reaktioner overfor virksomheder. Lovforslaget træder i kraft 1. februar 2024.
Tydeligere regler om APV’er og beskyttelse til alle arbejdsmiljørepræsentanter. Det er to forbedringer af arbejdsmiljøloven, som et bredt flertal i Folketinget vedtog i december 2023.
Ændringer kommer på baggrund af en bevilling på 1,3 mia. kr. til bedre arbejdsmiljø, som blev afsat i marts 2023, og som med ændringerne af arbejdsmiljøloven nu udmøntes. Ændringerne har virkning fra den 1. februar 2024.
Beskyttelse til alle arbejdsmiljørepræsentanter
Som arbejdsmiljøloven har været hidtil, har der ikke været ydet beskyttelse til en del af de arbejdsmiljørepræsentanter, som er uden en overenskomst. Det rettes der nu op på, og fremover vil alle arbejdsmiljørepræsentanter fremover får samme beskyttelse som tillidsrepræsentanter.
Fortæl os, hvis du er arbejdsmiljørepræsentant
Hvis du er valgt som arbejdsmiljørepræsentant, skal du huske at anmelde dette hverv til Konstruktørforeningen. Det gør du ved at sende en mail med dine oplysninger til kf@kf.dk.
Tydeligere regler for arbejdspladsvurderinger
Også reglerne om arbejdspladsvurderinger (APV) bliver justeret, så det nu bliver helt tydeligt, at formålet med en APV er at handle på de risici, der er i arbejdsmiljøet, så de fjernes og forebygges.
Det betyder, at en APV skal udarbejdes, når der er forandringer, der kan påvirke arbejdsmiljøet. Hidtil har der skullet udarbejdes en APV hvert tredje år. Formålet er er, at sikkerhed og sundhed for medarbejderen sættes i fokus.
Afskaffelse af visse af Arbejdstilsynets reaktioner
Af Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse om ændringer af arbejdsmiljøloven fremgår det også, at ” Arbejdstilsynets reaktioner og virkemidler forenkles”.
Forenklingen består i, at Arbejdstilsynet fremover vil have 7 mulige reaktioner overfor virksomheder frem for de hidtidige 11 reaktioner.
Blandt andet vil Arbejdstilsynet ikke længere kunne give påbud om, at arbejdsgiver enten selv skal have kompetencerne til at løse et problem i arbejdsmiljøet eller skal anvende en ekstern ekspert.
Bliv klogere på arbejdsmiljø i byggeriet
Konstruktørforeningen arbejder for at forbedre arbejdsmiljøet i byggebranchen - blandt andet gennem branchesamarbejder. Derfor har du gratis adgang til viden og rådgivning om arbejdsmiljø.
Læs mere