KF og 14 andre aktører: Nyt EU-krav er en gamechanger for dansk byggeri
EU's kommende bygningsdirektiv kalder på en ambitiøs, dansk indsats for energieffektivisering. Politikerne skal have fokus på særligt tre afgørende områder under implementeringen, lyder det fra KF og 14 andre byggeaktører i et fælles debatindlæg i Altinget By og Bolig.
EU’s kommende bygningsdirektiv, som snart skal implementeres i dansk lovgivning, har som mål at gøre både nye og eksisterende bygninger mere energieffektive, klimavenlige og indeklimamæssigt forbedrede.
Det kan blive en gamechanger for dansk byggeri, lyder det fra KF og 14 andre byggeaktører i et debatindlæg i Altinget By og Bolig den 16. januar.
Direktivet sigter mod, at alle bygninger i 2050 skal være nulemissionsbygninger, hvilket kræver en ambitiøs indsats fra Danmark. Derfor kommer de 15 aktører med en fælles opfordring til, hvilke tre områder politikerne særligt skal have fokus på under implementeringen i dansk lovgivning:
- Differentiering af krav efter bygningskategori: Nulemissionsmålene skal tilpasses forskellige bygningstyper for at sikre realistiske og økonomisk optimale løsninger.
- Samfundsøkonomiske beregninger: Energirenoveringer og nybyggeri skal vurderes på baggrund af langsigtede samfundsøkonomiske gevinster, herunder lavere energiforbrug og forbedret indeklima.
- Gentænkning af energimærkningssystemet: Et dynamisk og digitalt system skal bedre informere bygningsejere om renoveringsmuligheder og skabe incitamenter for energibesparende og indeklimaforbedrende løsninger.
Der skal, melder debattørerne, tænkes ambitiøst, visionært og langsigtet ved implementeringen, og det meldes, at branchen er klar til at bidrage til arbejdet.
Afsendere på debatindlægget
- Graves K. Simonsen, Bygherreforeningen
- Kirstine Brøgger Jensen, Danske Ark
- Henrik Teglgaard Lund, Dansk Erhverv
- Palle Thomsen, Danske Byggecentre
- Søren Sand Kirk, Danske Byggefag
- Elly Kjems Hove, DI Byggeri
- Søren Dyck-Madsen og Michael H. Nielsen, Energiforum Danmark
- Majbritt Juul, Foreningen af Rådgivende Ingeniører
- Jette Leth Djælund, Konstruktørforeningen
- Gitte Krusholm Nielsen, Danske Tegl
- Tobias Zacho Larsen, Arkitektforeningen
- Christian Jarby, Rådet for Grøn Omstilling
- Anders Gerhard Jørgensen, Synergi
- Troels Hartung, Tekniq Arbejdsgiverne
- Lennert Østergaard, Veltek