OK21: Regionalt ansatte konstruktører får lønstigninger i ny overenskomst
Regionalt ansatte bygningskonstruktører får nu en ny overenskomst, som byder på forhøjelser af både løn og pension. Indgåelsen af den regionale overenskomst sætter samtidig punktum for forhandlingerne på det offentlige område i denne runde.
”Bygningskonstruktører, som er ansat i en region, kan se frem til lønstigninger på 5,44 % fordelt over de næste tre år.”
Det fortæller chefkonsulent i Konstruktørforeningen (KF) Steen Engelund, som afsluttede overenskomstforhandlingerne på det regionale område torsdag eftermiddag den 4. marts 2021.
Lønstigningerne på 5,44 % inkluderer også de forventede udmøntninger af reguleringsordningen.
”Allerede med lønnen for april 2021 kan du se frem til at få udbetalt de første 0,75 % af lønstigningerne. For en konstruktør, som fx tjener 40.000 kr. om måneden, betyder det, at de nu stiger til 40.300 kr. om måneden,” forklarer Steen Engelund.
Basislønnen stiger også
Konstruktører ansat i en region på basisgrundløntrin 31 kan yderligere se frem til at få cirka 2.200 kr. mere i løn om året eller det, der svarer til 185 kr. om måneden.
Konstruktører ansat på de andre tre basisgrundløntrin 33, 35 og 41 får en årlig lønstigning på cirka 1.500 kr., hvilket svarer til en månedlig stigning på 125 kr.
Stigningerne i basislønningerne implementeres 1. april 2022.
Pensionen og frit-valgs-ordning
Hertil kommer et tillæg til pensionen og en ordning, hvor de ansatte frit kan vælge at få en del af pensionen udbetalt.
”Med i lønstigningerne lykkedes det os også at forhandle en stigning i pensionen hjem til konstruktørerne, som fra 1. april 2022 stiger fra 18 % til 18,13 %,” siger Steen Engelund og tilføjer:
”Derudover fik vi også forhandlet en frit-valgs-ordning til konstruktørerne, som betyder, at man ligeledes fra 1. april 2022 som ansat selv kan vælge, om hele eller dele af pensionsbidraget over 15,79 % skal udbetales som løn i stedet for at blive indbetalt til pension.”
Overenskomsten, som træder i kraft den 1. april 2021 og gælder frem til 31. marts 2024, runder samtidig overenskomstforhandlingerne på det offentlige område af for denne omgang.
Om de andre to overenskomster
Overenskomstforhandlingerne er også afsluttet på statens og kommunernes område.
Læs her KF's nyheder:
Om reguleringsordningen
Reguleringsordningen er den mekanisme, der sikrer, at lønudviklingen på det private område og på det offentlige område følges ad. Hvis lønudviklingen på det private område stiger eller falder, så vil lønudviklingen på det offentlige område blive reguleret med 80 % af det pågældende udsving.
I dette tilfælde har lønudviklingen været dårligere i det private område end forudsat. Det har så den konsekvens, at de statsansattes lønudvikling har været højere end de privatansattes, hvilket altså nu fører til den lønnedgang, som statsansatte konstruktører må tage på sig på lige fod med andre statsansatte.