OK23: Gennembruddet i forhandlingerne med DI lader vente på sig
Dansk Industri (DI) forhandler først med industriens område og indgår et gennembrudsforlig, som er toneangivende for arkitektområdet. Dette forlig burde være på plads, men lader vente på sig. Først når det er på plads, kan KF komme til forhandlingsbordet.
Konstruktørforeningen (KF) venter lige nu på det såkaldte gennembrudsforlig på industriområdet, der forhandles mellem CO Industri og Dansk Industri (DI).
Det samme gør alle andre fagforeninger, der forhandler overenskomster i 2023 på det private område for cirka 600.000 lønmodtagere.
Forliget er toneangivende for OK23
Gennembrudsforliget sætter de økonomiske rammer for alle de andre forhandlinger – altså også KF’s overenskomstforhandlinger på arkitektområdet.
”Gennembrudsforliget var oprindelig planlagt til at være forhandlet på plads i weekenden den 5. februar 2023, men forhandlingerne trækker ud. Lige nu håber alle på, at det lykkes i den kommende weekend op til den 12. februar eller i ugen efter,” siger KF’s formand Kirsten Nielsen om situationen og tilføjer:
”Vi tror stadig på, at det lykkes at få både gennembrudsforliget og KF’s eget forlig på plads inden 1. marts, selv om det nok bliver en hektisk slutspurt sidst i februar.”
Forhandlingerne skal være afsluttet med udgangen af februar, hvor de eksisterende overenskomster udløber. De nye overenskomster skal træde i kraft den 1. marts 2023.
Opdater dine oplysninger
For at kunne holde dig opdateret om forhandlingerne opfordrer Kirsten Nielsen dig til at opdatere dine oplysninger i Mit KF, da meget information om forhandlingerne foregår via direkte mails til de berørte medlemmer.
Opdater dine oplysninger i Mit KFTidsplan for OK23
Du kan se tidsplanen for forhandlingerne her:
Se de vigtige datoer i OK 2023KF’s site for OK23
KF har oprettet et site, hvor vi samler alt det, vi publicerer.
Se sitet for OK23