Gå til sidens indhold
OK23

Sådan foregår forhandlingerne med DI

Overenskomstforhandlingerne (OK23) med Dansk Industri på arkitektområdet går for alvor i gang i løbet af februar. Læs her hvornår KF forhandler overenskomsten for de arkitektansatte, og hvad prognosen for en konflikt er.

Foto: Scott Graham, Unsplash
KF forventer, at der vil blive indgået en aftale om en ny overenskomst på arkitektområdet. Foto: Unsplash

Hvornår starter overenskomstforhandlingerne, hvordan foregår de, og hvad er risikoen for en konflikt? Det er nogle af de spørgsmål, medlemmerne har til de kommende overenskomstforhandlinger. Her får du nogle af svarene.

Overenskomstforhandlingerne er i gang

Overenskomstforhandlingerne (OK23) for de 600.000 lønmodtagere ansat på det private arbejdsmarked blev indledt den 4. januar 2023. I første omgang er det Dansk Industri (DI) og CO-industri, der forhandler som henholdsvis arbejdstager og lønmodtager.

Hans Erik Truelsen, der forhandler med DI på vegne af de arkitektansatte konstruktører, siger:

”CO Industri er med cirka 230.000 lønmodtagere i industrien en af de største overenskomstgrupper. Derfor starter man typisk forhandlingerne der. Det, man bliver enige om på disse områder, kaldes gennembrudsforlig og er toneangivende for de efterfølgende forhandlinger af i alt 800 overenskomster – herunder også overenskomsten på arkitektområdet. Sådan har det stort set været siden begyndelsen af 1990’erne.”

Forhandlingerne på arkitektområdet

Konstruktørforeningen (KF) forventer at indlede og gennemføre forhandlingerne på arkitektområdet i sidste halvdel af februar. Forhandlingerne foregår i samarbejde med bl.a. Forbundet for Arkitekter og Designere (FAOD).

”Den nuværende overenskomst med DI udløber 1. marts, hvorfor vi og de øvrige organisationer sigter på at få den nye overenskomst på plads ved udgangen af februar 2023,” siger Hans Erik Truelsen og fortsætter:

”Sker det ikke inden for fristen, kan parterne ende hos forligsmanden i Forligsinstitutionen, der kan udskyde en eventuel varslet konflikt med to gange 14 dage. Bliver parterne stadig ikke enige inden for disse frister, kan det føre til en konflikt. Det samme vil sandsynligvis ske, hvis DI og CO Industri ikke bliver enige om et gennembrudsforlig på industriområdet.”

Risikoen for konflikt i 2023

Sidst, vi så en storkonflikt i forbindelse med de private overenskomstforhandlinger, var i 1998, hvor 450.000 privatansatte strejkede og lammede landet i 11 dage. Strejken endte med, at regeringen greb ind og afsluttede storkonflikten.

”I år står vi i en usædvanlig situation med krig i Europa, energikrise og høj inflation. Det præger både arbejdsgiveres og lønmodtageres udgangspunkt for forhandlingerne og gør dem mere usikre, end de har været i mange år,” siger Hans Erik Truelsen og tilføjer:

 ”I tilfælde af en konflikt kan parterne genoptage forhandlingerne med forligsmanden som mægler, men kan stå så langt fra hinanden, at det fører til en storkonflikt. Sker det, vil det sandsynligvis ende med, at regeringen fremsætter et lovforslag, som typisk indeholder flere elementer fra forligsmandens mæglingsforslag.”

Hans Erik Truelsen forventer dog, at det førnævnte gennembrudsforlig mellem DI og CO Industri kommer i løbet af februar, og at det også lykkes KF at få en aftale med DI inden for rammerne af forliget. Han siger:

”I KF regner vi det for mest sandsynligt, at vi får en ny overenskomst med DI på arkitektområdet inden 1. marts. Både arbejdsgivere og lønmodtagere har meget på spil på grund af den aktuelle økonomiske usikkerhed, hvorfor vi tror mest på, at OK23 lander uden storkonflikt og med en urafstemning blandt både fagforeninger og arbejdsgivere.”

Læs også

De vigtige datoer i forhandlingerne

Se de vigtige datoer for forhandlingerne, både for hvis de arter sig, som de skal og hvis de bryder sammen:

Vigtige datoer i OK 2023
OK23

Følg med i forhandlingerne

Vi har oprettet et særligt site, hvor vi orienterer dig om de seneste resultater fra forhandlingerne. 

OK23