Gå til sidens indhold
OK24 Regionerne

Overenskomstaftalen er landet for bygningskonstruktører i regionerne

Med et forlig af de generelle forhandlinger kan bygningskontruktører på det regionale område se frem til blandt andet lønstigninger og en særlig opsparingsordninger. Nu fortsætter KF's forhandlinger om specielle krav.

Foto: Pixabay

Mandag den 26. februar har KF sammen med de øvrige AC-organisationer indgået et forlig med Danske Regioner om den overordnede ramme for fornyelse af overenskomsten for regionalt ansatte akademikere, herunder bygningskonstruktører. Aftalen indeholder blandt andet en anselig lønforbedring pr. 1. april 2024, indførelse af en ny opsparingskonto samt bedre barselsvilkår.

Forhandlingerne fortsætter

Med et forlig for de generelle forhandlinger, udestår de specielle forhandlinger for bygningskonstruktører i regionerne endnu.

KF er derfor i gang med at forhandle de krav med Danske Regioner, der kun vedrører bygningskonstruktører. Læs mere om KF’s krav her. Forhandlingerne forventes afsluttet i denne uge.

Forhandlinger på det kommunale område er i fuld gang. Konstruktørforeningen melder ud, så snart der er nyt.

Det indeholder forliget på det regionale område

Der er en samlet ramme på 8,80 %, hvoraf der er aftalt 6,53 % til generelle lønstigninger, og der er afsat 2,07 % til øvrige forbedringer. I de 2,07% er der indeholdt bl.a. barselsforbedringer. 

Læs hele forliget her.

Store lønstigninger

Alle bygningskonstruktører ansat i regionerne vil i 2024 få en lønstigning på 5,76 %, hvoraf der pr. 1. april 2024 udmøntes en lønstigning på 4,00 %, og hvor der pr. 1. oktober 2024 forvæntes en udmøntning på 1,76 %.

Lønstigningerne i 2025 afhænger af reguleringsordningen, men den samlede stigning i 2025 forventes at være 0,77 %. Der er dog aftalt, at der skal optages ultimo forhandlinger i slutningen af overenskomstperioden, hvis de private lønstigninger afviger væsentligt i forhold til de forventninger, der forelå ved indgåelsen af overenskomstaftalen.

Forhøjelse af pension og den særlige feriegodtgørelse

Bygningskonstruktørers pensionsbidrag stiger med 2,34 % pr. 1. april 2025 - fra 18,13 % 20,47 %.

Derudover forhøjes det samlede ferietillæg i regionerne på 1,95 % pr. 1. april 2024 til 2,49 %. Forhøjelsen indeholder kompensation for afskaffelse af store bededag.

Opsparingsordning

Et helt nyt element ses i form af en opsparingsordning, hvor man kan vælge mellem pension, løn og opsparing til perioder med videreuddannelse mv.

Der indføres mulighed for, at medarbejdere kan opspare frihed til senere afvikling, fx i forbindelse med indkøring af børn i institution, pasning af syge forældre og længere ferierejser. Opsparingen kan bestå af afspadsering og særlig feriedage.

For at skabe øget fleksibilitet for den enkelte ansatte er parterne enige om, at der i 2025 indføres en opsparingsordning, hvor man har mulighed for, at den del af pensionen, der overstiger 15 %, helt eller delvist kan udbetales som løn eller helt eller delvist indbetales til en særlig opsparingsordning. I dag er grænsen 15,79 %.

Bedre barselsvilkår

For børn født fra og med 1. april 2024 vil der være følgende forbedringer til barselsrettighederne:

  • Far/medmor: 3 ugers ekstra lønret i forbindelse med barsel.
  • Soloforældre: 10 ugers ekstra lønret i forbindelse med barsel.

Tilsvarende gælder ved adoption.

Tillidsrepræsentanter

Det er aftalt, at tillidsrepræsentanter fremadrettet gives mulighed for at mødes med nyansatte medarbejdere i arbejdstiden. Det er naturligt, at det vil være en del af et introduktionsforløb til arbejdspladsen.

 

Forhandlingsprotokol

Dyk ned i aftalen mellem Konstruktørforeningen og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.