Konstruktørernes løn stiger moderat i arkitektbranchen
Dansk Industris lønstatistik for 2020 viser moderat lønudvikling for bygningskonstruktørerne i arkitektbranchen. Lønstatistikken er dog lavet på en ny måde, så tallene fra tidligere statistikker kan ikke direkte sammenlignes.
Lønudviklingen for bygningskonstruktører, der arbejder i arkitektvirksomheder, har været på 1,9 %. Til sammenligning har lønudviklingen for arkitekter været på 2,9 % og på 2,6 % for øvrige funktionærer inden for Dansk Arbejdsgiverforenings område i samme periode.
Det viser lønstatistikken fra Dansk Industri (DI) for 2020.
Lønstatistikken har fået nyt format
Om DI’s lønstatistik siger chefkonsulent i Konstruktørforeningen Hans Erik Truelsen:
”Selvom lønudviklingen generelt har været mindre for konstruktører end for andre faggrupper i overenskomsten, afspejler den alligevel en positiv udvikling i bygningskonstruktørernes realløn på grund af den lave prisudvikling. Men da DI har anvendt en ny metode, kan man ikke helt sammenligne løntabellerne i den nye statistik med statistikken for 2019. Ud over at der er færre tabeller, dækker tallene over hele kalenderåret, hvor der før blev taget udgangspunkt i september-lønnen. Lønnen i statistikken er fremregnet med den generelle lønudvikling i branchen for 3. kvartal 2020.”
Kun 55 % af arkitektvirksomhederne er medregnet
DI oplyser, at lønstatistikken som noget nyt er udarbejdet på baggrund af lønoplysninger indberettet til Dansk Arbejdsgiverforening og oplysninger om uddannelser fra Danmarks Statistik.
”Statistikken omfatter 895 bygningskonstruktører mod 982 i statistikken for 2019 og kun 1.180 arkitekter mod 1.799 i statistikken for 2019,” siger Hans Erik Truelsen og tilføjer:
”DI forventer, at problemet bliver løst inden udgivelsen af næste lønstatistik i 2021. KF vil sammen med de andre fagforeninger forinden gå i dialog med Dansk Industri om forbedring af lønstatistikken.”
Lønstatistik for arkitektbranchen 2020
I DI's ’Løn- og personalestatistik 2020 for arkitektbranchen’ kan du finde en lønoversigt for bygningskonstruktører i tabel 3.3 på side 6.
Der er kun medtaget én løntabel i statistikken på grund af det reducerede datagrundlag. Bemærk, at tabellen kun omfatter ansatte, der ikke er på jobløn (som betyder, at man ikke har ret til overtidskompensation).
Den angivne løn er inklusive eget pensionsbidrag, men eksklusive arbejdsgivers bidrag på 8,67 %.
Læs mere:
Løn- og personalestatistik