OK21: Statsansatte konstruktører får ny overenskomst
Statsansatte bygningskonstruktører har netop fået ny overenskomst, der træder i kraft 1. april 2021 og gælder for de næste 3 år. Aftalen byder blandt andet på lønstigninger, indplacering i løntrin og for nogle også en højere pension.
Lønstigninger på næsten 4,5 % over de næste tre år, forbedret pension og overflytning til lønskalaforløb. Det er bare noget af det, som de fleste statsansatte bygningskonstruktører kan se frem til i den nye overenskomstaftale, der blev forhandlet på plads på Statens område lørdag den 6. februar 2021.
En god overenskomstsaftale
Om resultatet af forhandlingerne siger chefkonsulent i Konstruktørforeningen Steen Engelund:
”Jeg synes, det er en god aftale. Konstruktørerne får både lønstigninger og mulighed for at blive indplaceret i lønskalaforløb. Som direkte følge deraf vil de fleste opleve at få en bedre løn. De, der på nuværende tidspunkt fx har 5 års anciennitet, stiger ca. 600 kroner om måneden, og de, der fx har 6 års anciennitet, stiger omkring 1000 kr. Oven i det skal man også medregne den større pension plus de generelle lønstigninger.”
Den nye aftale giver ifølge Steen Engelund også mulighed for at indplacere bygningskonstruktørerne som fx specialkonsulenter og chefkonsulenter:
”Mange bygningskonstruktører sidder allerede i den type stillinger, men er ansat på andre vilkår, som ikke giver adgang til samme højere basisløn. Men nu kan konstruktørerne altså få den forbedrede basisløn, der følger med den indplacering, aftalen giver mulighed for,” siger Steen Engelund.
Herudover er der i aftalen skabt mulighed for, at undervisere bevarer deres pension på 18 % af lønnen. Andre grupper får en stigning på 0,29 % i pension, så de får en pension på 17,1 %, hvilket svarer til det, andre medlemmer af AC får.
Der er også truffet aftale om at videreføre den statslige kompetencefond, så medlemmerne fortsat har mulighed for at søge midler til efter- og videreuddannelse. Og så er aftalen også tilføjet noget helt nyt for seniorerne:
”Seniorer, der er fyldt 62 år, får en bonus på 0,8 % af deres løn om året fra 1. april næste år. Den bonus kan seniorerne vælge, om de vil have udbetalt som løn eller konverteret til 2 årlige fridage,” siger Steen Engelund.
Sådan ser lønstigningerne ud
Statsansatte bygningskonstruktører får lønstigninger over 3 år på 4,42 %. Dertil kommer en forventet lønstigning som følge af reguleringsordningen på 0,63 %.
Sådan ser det ud i 2021
Lønnen reguleres 1.4.2021 med 0,8 % og med 0,3 % pr. 1.10.21. I begge tilfælde beregnes stigningerne på baggrund den løn, du har den 31.3.2021.
Aftalen gælder også andre statsansatte
Den nye aftale dækker i alt 80.000 medlemmer af hovedorganisationen Akademikerne, som også er bygningskonstruktørernes hovedorganisation.
Læs pressemeddelse på AC's hjemmeside