KF og DI har underskrevet aftale for arkitektoverenskomsten
Den 28. februar er KF og DI blevet enige om en aftale for OK25 på arkitektområdet.
OK25-forhandlingerne på arkitektområdet er kommet et væsentligt skridt videre, idet parterne, KF og DI, fredag den 28. februar har indgået en aftale om fornyelse af overenskomsten.
Nu skal aftalen behandles i KF's bestyrelse, hvorefter den kan sendes til afstemning blandt de omfattede medlemmer.
Det indeholder aftalen
Overenskomstaftalen vil gælde for arkitektområdet i de kommende tre år. Aftalen indeholder adskillige forbedringer af konstruktørernes vilkår, herunder:
Lønstigninger til alle
I overenskomstperioden vil de tre lønbånd samlet stige 1.724 kr. pr måned. Dette vil indfases trinvist på følgende datoer: Den 1. maj 2025 vil lønbåndene stige 601 kr. pr. måned, den 1. marts 2026 vil lønbåndene stige 561 kr. pr måned og den 1. marts 2027 vil lønbåndene stige 562 kr. pr. måned.
Pr. 1. marts 2026 stiger særlig opsparing til 5,34 % og pr. 1. marts 2027 til 6,23 %.
Pensionen forhøjes
Fra 1. maj 2025 stiger din arbejdsgivers pensionsbidrag med 1,0 procentpoint og vil herefter udgøre 11,67 procent.
Flere frihedsrettigheder
Fremover har ansatte ret til frihed uden løn til at holde barnets 3. sygedag.
Ansatte med mindst ni måneders anciennitet har årligt ret til 2 børnebørns-omsorgsdage og to dage til at ledsage nærtstående familiemedlemmer ved nødstilfælde, undersøgelse og møder med det offentlige. Begge dele er selvbetalt. Derudover har man ret til op til 5 dages selvbetalt frihed til at ledsage nærtstående familiemedlemmer ved kritisk sygdom eller udredning herfor.
Barsel
For børn, der er fød/modtaget pr. 1. juni 2025, gives yderligere to ugers med løn til fri fordeling mellem forældrene.
Sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer til soloforældre får desuden mulighed for, hvis barnet er født/modtaget pr. 1. juni 2025, at afholde en del af barslen.
Feriefridage
Med den nye aftale kan arbejdsgiver vælge at omlægge feriefridage til den særlige opsparing, som udbetales med lønnen. Arbejdsgiver kan også vælge at fortsætte den nuværende ordning.
Øvrige forbedringer
- Arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlemmer af Konstruktørforeningen, får fremover et tillæg på 643 kr. om måneden.
- Ved fratræden vil dine efter- og videreuddannelsesmidler blive udbetalt, hvis du forlader arbejdsmarkedet, flytter til udlandet eller dør.
Sørg for at opdatere dine kontaktoplysninger
Som medlem er det vigtigt, at du kontrollerer og opdaterer dine kontaktoplysninger i MitKF, så vi kan kontakte dig direkte, når det bliver aktuelt - blandt andet i forbindelse med en eventuel afstemning om overenskomstaftalen.
Gå til MitKFVidere proces: Afstemning
Med aftalen er arkitektoverenskomsten rykket et vigtigt skridt tættere på fornyelse. Før aftalen er endeligt indgået, skal de omfattede medlemmer dog også først sige ja til den.
Det sker i første omgang ved bestyrelsens behandling af aftalen. Bestyrelsen beslutter, hvorvidt aftalen skal udsendes til urafstemning blandt de omfattede medlemmer.
OK25 på arkitektområdet
Har du spørgsmål til den aftale, parterne har indgået på arkitektområdet, eller til den videre proces herfra?
Følg med på OK25-siden, eller kontakt KF.